1. december 2016

Når man pludselig er ekspert

Vi har alle gjort det. Stillet et spørgsmål til en specifik person, vi kender, fordi de har den uddannelse eller beskæftigelse, de nu engang har. Er du læge, skal du lige vurdere, om jeg har fodsvamp eller ej. Er du elektriker, kan du sikkert hjælpe mig med alt håndværker-agtigt. Er du indenfor økonomi, tror jeg, du ved absolut alt, hvad der har med penge at gøre, uanset om det er skat, feriepenge, SU, dagpenge, mm. Lige pludselig er man simpelthen ekspert indenfor et område. Eller det tror folk i hvert fald.

Jeg har oplevet, at folk tror, jeg kan en masse, som jeg slet ikke kan, og det er typisk grundet enten mit arbejde eller min uddannelse. Lad mig give nogle eksempler:

Da jeg læste komm/it, troede folk, at..
  • Jeg kunne sætte deres computer op for dem
  • Jeg kunne give gode råd i forhold til, hvilken computer de skulle købe
  • Jeg generelt kunne fikse eller forklare ethvert teknisk problem
Spørgsmålene ændrede naturligvis lidt karakter, da jeg så startede med at arbejde som pædagogmedhjælper. Så var vi mere ovre i noget med, at folk spurgte om..
  • Hvornår børn typisk kan spise med ske selv
  • Hvilke gaver man giver en 2-årig
  • Hvornår børn må komme i institution, når de har øjenbetændelse 
Nu har jeg så igen skiftet beskæftigelse, og nu er jeg lige pludselig 'ekspert' indenfor et helt nyt område. Nu bliver jeg spurgt om:
  • Hvad jeg rent filmteoretisk synes om en film 
  • De må se nogle af de film, jeg har lavet (?) 
  • Jeg har set den og den film, for det er jo en klassiker, så dem MÅ jeg jo kende ud og ind
Det er sgu meget sjovt. For jeg er hverken it-support, uddannet pædagog, filminstruktør, eller hvad folk ellers går og tror. I virkeligheden føler jeg, jeg ved lidt om lidt forskelligt, men jeg føler tit, jeg kommer til kort, når folk spørger. Jeg er altid meget smigret over deres antagelser om, at jeg må vide den slags, men det er også lidt ærgerligt, når man så må svare "Ved du hvad? Jeg ved det lige så lidt som dig". 

11. november 2016

Om kvinder og usikkerhed

Jeg føler, jeg burde skrive om det horrible amerikanske valg, for det er noget nær det eneste, man kan læse om de her dage. Forståeligt nok, men jeg er allerede ved at kaste lidt op over det. Både på grund af mediedækningen af det, men også på grund af resultatet, naturligvis. Dog hopper jeg med på den bølge, jeg har set nogle steder: "I hope Donal Trump is a good president. Wanting him to fail is like wanting the pilot to crash the plane that we are all on". Også selvom han nok er det mest ucharmerende, usympatiske r*vhul, verden har set i flere årtier.

Nå, moving on. Det skal som sagt ikke handle om politik, men alligevel noget nærtliggende. Det skal handle om forskellen mellem mænd og kvinder, og hvordan vi kommer frem i verden. Det lugter allerede af en lang feministisk smøre - jeg ved det. Og bevares, jeg har da været tæt på at købe t-shirten til højre til min kommende niece (hej Channie, du kommer til at lide under din fasters hang til feminisme, (begynder)strikkemani og kærlighed til katte).

Alt det her startede faktisk i går aftes, hvor jeg sad på et af de halvbrune stamsteder på Vesterbro sammen med en veninde og råbte om kap med de øvrige gæster. Akustikken var helt fucked. Min veninde fortalte mig, at hun havde sagt sit job op; et job der har hængt hende ud af halsen de sidste ti måneder, og som har kørt hende helt i sænk. "Jeg græder helt vildt meget. Lige pludselig så vælter det bare ud - på alle mulige tidspunkter - og jeg kan slet ikke styre det", sagde hun med blanke øjne. "Det sidste år burde have været det bedste år for mig. Jeg blev færdiguddannet, fik et job, fik en kæreste jeg skal flytte sammen med, og jeg har masser af gode venner. Men alligevel har det været det værste år". Hun sagde, hun tit havde følt, at arbejdet ikke fungerede, men hun har tusind gange slået det hen, og hun har ofte bortforklaret følelsen med, at hun nok også bare var forkælet, og måske tingene ville blive bedre en dag. Faktum er bare, at det gjorde de ikke, og heldigvis sagde hun stop. Hun har ikke noget andet job i sigte, og hun betragtes nok stadig som nyuddannet. Fra januar byttes den ellers udmærkede indkomst ud med dagpenge. Det er nok den sejeste beslutning, jeg har hørt i lang tid, for hold kæft hvor er vi styret af, hvad vi burde gøre, frem for hvad vi har lyst til eller brug for. Og hvor har vi travlt med, at succeskriterierne for et godt liv er, at man blandt andet har et job. Selvom det er usikkert at stå uden job, så viser sådan en beslutning sgu bare alligevel, at hun respekterer sig selv og tager kontrol over sit liv.

Alt det her ledte jo videre til, hvad der så skal ske i min venindes liv. Skal hun fortsætte i samme branche, eller vil hun prøve noget andet? Det kom så frem, at hun faktisk altid havde drømt om at blive indretningsarkitekt. Det er åbenbart en selvbetalt uddannelse, så det var ligesom første hurdle. Men den største af dem alle var faktisk hendes egen usikkerhed og skræk for at fejle. Hvad hvis det nu alligevel ikke var noget? Hvad hvis hun viste sig at være rigtig dårlig til det? Hvad hvis hun ikke kunne netværke og aldrig fik opgaver? Selvom det var en stille drøm, virkede det alligevel lidt utopisk for hende, at det skulle kunne lade sig gøre.

Den usikkerhed kender jeg alt for godt fra mig selv. Jeg har mange gange tænkt, at det kunne være fedt, hvis jeg kunne leve af at skrive. Hvad jeg skal skrive, ved jeg ikke. Jeg har også tænkt, at det kunne være fedt at tage billeder og eventuelt filme lidt. Lave portrætter af folk og steder. Bare fordi det er sjovt. Men også jeg er bremset af den der "Hvad hvis jeg ikke kan finde ud af det? Jeg har jo ingen erfaring med det"-stemme. Jeg bliver ramt af Janteloven, der siger, at jeg ikke skal tro, jeg er noget. Og jeg giver den ret og siger, at der jo også er tusind andre, der er meget bedre end mig. Så hvorfor overhovedet prøve? Egentlig?

Midt i den her snak kom vi lidt tilfældigt til at tænke på, at mænd oftest ikke har samme usikkerhed omkring deres kunnen. Det er almen kendt, at mænd generelt vurderer sig selv til at være bedre, klogere og flottere, end de måske reelt er, hvorimod kvinder har den modsatte tendens: at undervurdere og undersælge sig selv. Det samme sker, når der skal sendes jobansøgninger. Mændene opfylder måske ikke alle punkterne, der kræves, forventes eller ønskes, men de lægger ikke vægt på det, for de skal nok finde ud af det. Kvinderne fokuserer på det ene punkt, de ikke er så gode til, og det er nogle gange nok til, at de undlader at søge jobbet. Mænd (og nu generaliseres der selvfølgelig, for ja, der er klart undtagelser for begge køn) tror i højere grad, de er verdensmester til noget. Det fik mig til at tænke, at hvis jeg nogensinde skulle søge et job, hvor jeg decideret ville skrive, at jeg var den absolut BEDSTE, så ville det være et job, der var for nemt for mig. Det er måske en overlegen statement at komme med, men jeg tror virkelig på, at mænd ofte vil sige, at de er gode til noget, hvor jeg ville sige, jeg var sådan nogenlunde/okay til det. Det til trods for, at vi var på samme niveau.

Et eksempel min veninde kom med fra den virkelige verden er, at hendes arbejdsplads havde ansat to nye, mandlige medarbejdere. Da de startede på jobbet, viste det sig, at de faktisk aldrig havde arbejdet i de programmer, det ellers var forventet, de kunne arbejde i, og de havde enormt lille erfaring med området generelt. Min venindes kvindelige kollega syntes, det var det pinligste nogensinde. Enhver kvindes mareridt - tænk at være blevet ansat til noget, man allerede første dag bliver afsløret i, at man faktisk ikke kan. Hvad gjorde mændene? De fandt udførlige guides og videoer, der hjalp dem gennem de programmer, de ikke kendte. De tog det med andre ord ret køligt. Det er jo SKIDE smart. Og typisk mænd. Men hold kæft, hvor tror jeg, at vi kvinder kunne lære meget af den der tilgang. Jeg tror altså, vi er med til at udslette os selv ind i mellem. Det er måske ikke så feministisk sagt af mig, men absolut der er noget om snakken.

Hvad er det, der bremser os? Det er sgu ikke mændene. Det kan godt være, de er dominerende ind i mellem og fylder lidt rigeligt. Men måske det bare er, fordi kvinderne glemmer at bruge albuerne. Måske skal vi rent faktisk turde sige højt, at der er noget vi vil, og at vi nok skal opnå det. Måske skal vi blive bedre til at have is i maven og tage chancer, selvom vi ikke er sikre på, at det ender med succes. Vi skal være bedre til at acceptere, at alt ikke er perfekt. At måske lykkes tingene ikke, men det er også okay, for I det mindste har vi prøvet. Det er i hvert fald det, jeg selv synes er så vanvittigt utilfredsstillende, når det kommer til mig selv. Det er min passivitet. Min manglende vilje og drive. Min forestilling om, at jeg helst skal være verdensmester fra day one - ellers er det en fiasko. At jeg ikke som minimum giver tingene et forsøg. Det må simpelthen være dagens shoutout til mig selv og de kvinder og eventuelt mænd, der har lidt svært ved at komme op af stolen. DEMAND SOMETHING MORE.

22. september 2016

Nutella-madder og jobansøgninger

Jeg føler mig skide voksen, når jeg modtager to rudekuverter. Særligt når de her rudekuverter kræver, at jeg betaler svimlende beløb, der lige så godt kunne have bragt mig til Los Angeles, sol og palmer. Jesus Christ.

Nå, men egentlig skulle det slet ikke handle om penge. Bare det at være voksen sådan lidt on/off. Tidligere på aftenen havde jeg fx en indre debat med mig selv om, hvorvidt jeg skulle skrive en ansøgning til det der job, jeg helt sikkert ikke er kvalificeret til, men som lyder skide godt, og som i øvrigt har deadline I DAG, eller om jeg i stedet skulle gå ud i køkkenet og lave det der sunde alternativ til Nutella, som jeg havde cravet de sidste 24 timer mindst. Efter en lille slåskamp i mit hoved kom jeg meget voksent frem til, at jeg hellere måtte starte med at få lavet den Nutella. Hvorfor? Fordi jeg vurderede, at min ansøgning ville blive en del bedre, hvis jeg skrev den samtidig med, at jeg havde en Nutella-mad ved min side. Det skal man altid have. Sagde den tykke pige.

Der skete imidlertid det, at min fancy Jamie Oliver blender (mor eller far, hvem har givet mig den?) simpelthen ikke magtede at lave dadler mm. om til Nutella. "What a joke! Det bliver jo aldrig til rigtig Nutella, det der!", kunne den lige så godt have sagt. Der skulle overraskende mange kræfter til, og faktisk gav jeg op til sidst, fordi knivene i bunden bare tordnede derudaf, mens den noget uæstetiske brune masse bare lå upåvirket rundt om. Røre, røre, røre med skeen i bunden. Til ingen verdens nytte. Så nu sidder jeg med en pænt chunky wannabe-Nutella, og som det typisk går med sådan noget, så fik jeg prøvesmagt den så meget undervejs, at jeg ikke engang kan klemme en lillebitte mad ned med det nu. Mañana mañana.

Så var det jo så, at jeg i stedet kastede mig over ansøgningen. Det startede enormt sløjt ud, men jeg synes faktisk, jeg fik skovlen rimelig godt under den, og jeg havde pludselig en følelse af, at jeg MULIGVIS vil blive taget i betragtning. Tænk hvis jeg nu bare kunne liste mig i måske-bunken. Det kunne være fedt nok. Ansøgning blev fintunet, og jeg korrekturlæste femten gange, for det ville jo være kanon pinligt at påstå, at man er både grundig, sproglig perfektionist, og hvad ved jeg, hvis jeg så havde lavet en håndfuld brølere. Da jeg følte, jeg ikke kunne gøre mig selv bedre, end jeg allerede havde gjort, ville jeg sende den ud i cyperspace.. Kun for at opdage, at der var deadline kl. 16.00 i dag. Helt ærlig.

Hvad gør man egentlig i sådan en situation? Jeg ringede til min chef-bror, klynkede lidt og bad ham redde mig. Ansøgningen skulle sendes via et online ansøgningssystem, og jeg har tidligere læst, at virksomheder går enormt meget op i den slags. De orker ikke, at folk så sender mails med deres 35 pdf-filer. Men lige nu havde jeg jo virkelig brug for det. Og jeg endte med bare at gøre det, selvom jeg slet ikke kunne forestille mig, hvad jeg kunne skrive i den mail, som ikke skreg "Hun forstår ikke en deadline" eller "Hun har jo overhovedet ikke læst opslaget ordentligt". Pinligt. Bare pinligt. Og ufattelig kikset.

Umiddelbart var min taktik at skrive en undskyldende mail på en meget formel måde, men jeg endte med at skrive en ret oprigtig, men nok meget uformel mail, hvor jeg blandt andet skrev, at jeg ikke håbede, det hele var for "Min hund har spist mine lektier"-agtigt, og at jeg håbede, jeg stadig kunne være med i opløbet. Jeg håber inderligt, hun sætter pris på bare en lille smule humor, og at hun ikke sender min mail direkte i papirkurven. Ved nærmere eftertanke var jeg måske lidt for afslappet i min tone, når man tænker på, det er sendt til en kanonstor virksomhed, som garanteret ikke har tid til, at en eller anden undermåler af en studerende klokker rundt i sådan noget med deadlines.

Det hele er faktisk enormt ærgerligt. Både fordi jeg så opslaget for flere uger siden, men vurderede at jeg nok ikke var dygtig nok. Så kom det ligesom tilbage til mig i dag efter undervisning, fordi jeg følte mig sindssygt inspireret efter et interessant oplæg om præcis samme arbejdsområde. "Deadline i dag, står der.. Nå, men det kan jeg nå i aften, not a problem". Forkert. Pernille. 27 år. Super utjekket.

Nu må vi se, hvad der sker med det her rod. Om jeg bare er slået ud af spillet uden nogensinde at have været med, eller om de store kanoner forbarmer sig og tænker, at jeg skal have en lillebitte chance alligevel. Kryds lige fingre, ikke? Og så lover jeg at få lidt mere styr på tingene til næste gang.

13. september 2016

Spring over handlinger

"Hvad skrev jeg egentlig sidst på bloggen?", spurgte jeg lige mig selv om, og jeg kunne ikke i min vildeste fantasi komme i tanke om det. Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at sidste indlæg var i april, for det har min faste læserskare gjort mig opmærksom på. Flere gange.

Solen skinner helt vanvittigt i dag, og det har den gjort i noget tid efterhånden. Folk er sindssygt excited over det. INDIAN SUMMER, råber de. Og det ér også ganske magisk, når solen kommer frem og bliver i et stykke tid, lige som man ellers havde dømt sommeren ude.

Selvom solen skinner, og himlen er så blå og skarp og forfærdelig perfekt, så sidder jeg indenfor, for mit liv er blevet lidt anderledes på den måde, at jeg er studerende nu. Tidligere ville jeg have lagt 13 små mennesker til at sove på det her tidspunkt af dagen. Nu sidder jeg i stedet og læser til dagens forelæsning. Det er så i øvrigt her, at den klassiske tilstand som studerende igen bliver meget tydelig. For lige i dette minut læser jeg jo rent faktisk ikke. Jeg overspringshandler. Det er jo virkelig klassisk. Jeg læser to sider. Jeg tjekker lige Facebook. Jeg læser tre sider. Jeg fik lige en sms. Jeg læser en side. Jeg skal lige stalke hende der, jeg gik i gymnasiet med for at se, hvad hun laver. Jeg læser to sider. Jeg skal tisse. Jeg læser to sider mere. Gad vide hvor længe, jeg kan bytte den bog, jeg fik i gave, og som jeg ikke gider læse? Jeg læser en halv side. Jeg tjekker Facebook igen. Tænk hvis der er kommet noget nyt og spændende de sidste 8 minutter. Jeg læser en side. Jeg åbner bloggen. Og her er vi så. Velkommen til mit liv som studerende.

Det har faktisk ikke været så overvældende at starte på studiet, som jeg umiddelbart havde lagt op til. Ikke rent socialt i hvert fald, hvilket nok var min største bekymring inden 1. september. På den front er det gået meget fornuftigt, og jeg er på en eller anden vis ret stolt af mig selv, fordi jeg ikke opfører mig som en, der er socialt retarderet.. hvilket måske tidligere har været tilfældet, når jeg har forsøgt at passe ind i en større gruppe af mennesker. Måske er forskellen, at jeg rent faktisk giver det et ærligt forsøg denne gang og ikke giver op på forhånd. Det har indtil videre lykkedes meget godt. Til gengæld føler jeg mig fagligt intimideret af 90% af mine medstuderende. Det er forfærdeligt så mange kloge ting, de kan sige, mens jeg sidder og gnaver på min blyant. Hvis jeg ellers havde sådan en.

Pt. læser jeg mere, end jeg nogensinde gjorde på min bacheloruddannelse. Det er måske igen det der med at give tingene et seriøst forsøg. Men jeg læser og læser, og jeg synes stadig, tingene er svære. Jeg vil gerne kunne det hele med det samme, og det kan jeg bare ikke altid. Forleden blev jeg ramt af den klassiske og enormt selvdestruktive "Hvad kan jeg egentlig bidrage med i en gruppe? Hvilket emne kan jeg overhovedet diskutere?", og jeg følte mig som det gumpetunge gruppemedlem, der freerider på andres brilliante argumenter og konklusioner, når underviseren spørger, hvad vi har udledt af dagens tekster. Det er ikke så fedt, men for helvede, jeg føler altså, jeg prøver.

Ovenstående skriger jo også bare til mig om, at jeg burde lukke Chrome ned lige præcis nu og fortsætte med at læse. Problemet er bare, at mine koncentrationsevner ligger på et enormt lille sted i dag. De er alle og ingen steder. Til gengæld er jeg jo startet på sådan et studie, hvor det at se film faktisk er totalt okay og faktisk obligatorisk, så måske kan jeg langt om længe forsvare, at jeg sætter en film på i stedet for at blive skeløjet af at pløje gennem dårligt kopierede artikler.

Det nye studieliv kræver altså også bare en helvedes god selvdisciplin. Sådan et fuldtidsarbejde kan jo godt være en anelse trivielt til tider, men til gengæld er der også en skøn forudsigelighed i det. Det savner jeg faktisk allerede lidt.

Nå. Nok om det. Så fik jeg jo lige endnu en halv time til at gå med at overspringshandle og selvfølgelig overspringshandle fra den oprindelige overspringshandling. Så er alt jo, som det plejer. Jeg håber, I andre får nydt solen i dag. Og ellers kan I jo overspringshandle ved at se en kort tegneserie om at overspringshandle.



Kl. 12:20
Der skulle åbenbart ikke gå lang tid, før jeg overspringshandlede igen. Jeg postede indlægget 11:58, og siden da har jeg: hørt musik på Youtube, taget brød op af fryseren, hentet vand, spist lidt chokolade og ja. Nu har jeg så for alvor indset, hvor problematisk min flakkende adfærd er, hvilket fik mig til at google "How to block Facebook while studying". Det bragte mig til et Chrome plugin, der simpelthen hedder "Stay focused". Så kan man blokere bestemte sider i x antal timer. Det er sgu da smart. Jeg prøver det! Og så forventer jeg fuld fokus fra nu og til kl. 14:30. (Optimistisk..)

29. april 2016

Hvad sker der på ti år?

Jeg var sammen med min veninde i går. Vi har gået på samme folkeskole og samme gymnasie, og vi endte ud i en lang snak med dertilhørende stalking på Facebook, der førte os vidt omkring i vores gamle kredse, klasser, osv. Meget interessant. God bless de sociale medier. Hold kæft, hvor kan man opsnuse meget info, uden at man behøver at snakke med folk. Jeg er vild med det.

Der har nogle gange været lagt op til forskellige former for reunion for både min folkeskole- og gymnasieklasse. Begge dele har jeg haft en rimelig lunken holdning til. Jeg tænker ikke, jeg gider deltage i den slags. Jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke interesserer mig for de mennesker, men jeg tror egentlig, det lige så meget handler om, at jeg er bange for, at jeg ikke kan være mig selv, og at hvis jeg kommer tilbage i samme kontekst, så bliver jeg præcis, som jeg var dengang. Og det har jeg ikke lyst til. Det er faktisk en lille smule latterligt. De fleste er sikkert nogle gode mennesker jo. Heldigvis er der ikke en genforening i sigte, så lige foreløbig skal jeg ikke forholde mig til den slags. Thank goodness.

Til gengæld fik førnævnte snak mig jo til at grave dybt i de forskellige klassekammeraters Facebook, og det er faktisk lidt sjovt at se, hvor folk sådan er havnet henne. Overraskende mange er stadig i Kolding. Det er dem, der ikke rigtig har forladt byen nogensinde. Måske en af dem flyttede kortvarigt til Aabenraa, men det var vist også det. Ellers hedder det Århus, Esbjerg, Odense og København primært, og en god stak af dem er sgu blevet forældre.

Det er også sjovt at se, hvordan nogle folk tydeligvis peakede i livet i de store klasser i folkeskolen. Jeg havde faktisk en lærer engang, der sagde, at de, der var seje i 9. klasse, ikke er dem, der er seje ti år senere. Jeg følte, det var den vildeste røver, for hvordan kunne de der populære piger og drenge IKKE være the shit i 2015? Well, hun havde fandme ret. Det er fuldstændig stagneret for nogle af dem, hvis du spørger mig. Heldigvis sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg ikke peakede for tidligt, hvad dét angår, og det er jo i grunden meget rart. Om andre så laver samme vurdering af mig, har jeg ingen anelse om.

Som sagt tog min stalking mig jo rundt i de gamle parcelhuskvarter så at sige, og her er en lille opsummering af, hvad jeg fandt frem til om (nogle af) mine tidligere klassekammerater.

  • hende fra den mindre ressourcestærke familie, der ind i mellem tog stoffer og løb hjemmefra flere gange, som nu træner til DM i kickboksning, og som har en datter på 4-5 år.
  • hende der var den utroligt populære pige i folkeskolen, som alle enten 1) gerne ville være, eller 2) gerne ville være venner/kærester med, og som nu er blevet folkeskolelærer og har tendens til et par ekstra kg på sidebenene.
  • ham jeg var kærester med af flere omgange, og som nu er kærester med en anden koldingenser - hvilket han åbenbart altid er. Man kan tage drengen ud af Kolding, men man kan ikke tage Kolding ud af drengen.
  • klassens duks med det krusede hår og flyveører, som nu er blevet utrolig smuk. Og revisor. Man kan ikke vinde med det hele.
  • ham der var megahøj og havde lidt wannabe-bølletendenser, og som boede lige bag mit barndomshjem, og som nu åbenbart er både bankmand og håndboldspiller og far til en lille baby.
  • hende med de lidt strikse og gammeldags forældre, og som nu ser enormt afslappet og lidt alternativ ud, og som danser en masse folkedans, mens hun hjælper børn med talevanskeligheder.
  • hende der var virkelig fremme i skoene, røg cigaretter bag bageren i frikvartererne og hang ud med de store drenge, og som nu er mor til to og bonusmor til endnu to.
  • hende hvis forældre havde en totalt dramatisk skilsmisse, og som nu er butiksuddannet og aldrig forlader Kolding.
  • ham der byggede huler i skoven og aldrig rigtig blev så moden som de andre, og som nu har et seriøst fuldskæg og er med i Sirius-patruljen.
  • hende der konstant var forkølet som barn, og som ikke kunne placere Fyn på Danmarkskortet, og som nu er ved at færdiggøre en kandidatuddannelse på CBS.
  • hende der puttede en plasticske mellem ballerne på sin lillesøster, og hvis far der bagte de bedste chokoladeboller, og som nu bor i Helsinki og vist laver noget rimelig nice og kreativt design-halløj. 
  • ham der sang og spillede guitar hele tiden, og som.. stadig synger og spiller guitar og har haft den samme kæreste siden efterskolen. Not everything changes.

Og mens jeg sidder og gør mig den slags tanker, tænker jeg selvfølgelig også på, hvordan folk tænker tilbage på mig dengang. Og så tænker jeg også, at jeg er virkelig glad for, at jeg ikke går i folkeskolen mere. Jeg havde nogle glimrende år og blev aldrig mobbet, men alligevel er jeg lykkelig for, at de år for længst er forbi. Børn kan jo være så overdrevet tarvelige.

.. Men jeg tænker også, hvordan folk er til reunions. Er det egentlig meget fedt, eller er det bare det samme show som dengang.. bare i en voksenudgave? Søger man de samme mennesker? Undgår de samme? Er det de samme, der råber højest, og er det de samme, der er kiksede eller ser godt ud? I have no idea.

15. april 2016

En tanke til Mormor

I dag er det præcis et år siden, at jeg modtog en sms fra min mor, som fik tårerne til at presse sig alvorligt på. Hun havde prøvet at ringe til mig, men jeg var på arbejde, og derfor så jeg først beskeden tre timer senere. Beskeden om at min mormor var død. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg fór ud fra personalerummet og ud i garderoben, hvor jeg ringede til min mor, og hun græd, og jeg græd, og jeg syntes, det hele var virkelig overvældende. Jeg kan huske, at jeg bagefter skulle ind i personalerummet igen, og jeg følte, at folk aldrig havde larmet og grinet så meget, som de gjorde lige der. "Min mormor er død". Og så græd jeg. Jeg tog ikke hjem fra arbejde, men jeg tænkte på det hele tiden. Jeg havde ikke helt fattet det endnu; at hun ikke bare sad 200 km væk på plejehjemmet, men at hun var væk. Ikke sådan fysisk, endnu, men hun var væk på alle andre måder, og jeg ville aldrig komme til at snakke med hende nogensinde igen.

Det er sindssygt, at der er gået et år. På den ene side synes jeg, det er kort tid siden, hun har været her, og på den anden føles det som om, det er en evighed siden, at jeg sidst har snakket med hende. Lige nu hælder jeg faktisk måske mest til, at det er en evighed siden. Det føles som om, at vores tid sammen er ufattelig langt væk, og det gør ondt i maven, når jeg tænker på, at der ikke ér mere tid tilbage.

Det er som om, minderne bliver mindre tydelige. Alt bliver mindre tydeligt. Hendes stemme fx. Det er ikke, fordi jeg er bange for at glemme hende, men jeg er bange for, at noget alligevel går tabt, eller at det bliver for sløret til, at jeg kan se det for mig. Det er som om, jeg kan have svært ved at huske ting, der har med hende at gøre, men når jeg så kigger på billeder af hende, kommer det hele væltende tilbage. Nogle gange er det sjove og dejlige minder. Det er det som regel, når jeg snakker med andre om hende. Og andre gange er det de triste tider og savnet, der ruller ind over mig. Det er mest, når jeg er alene. Ligesom nu hvor jeg kigger på billedet af hende, min mor og mig. Så tænker jeg nok mest på det, jeg aldrig får igen. Minderne stoppede jo for lidt over et år siden. Der kommer ikke flere.

Hun var ikke sig selv til sidst. Hun var en næsten tom skal af sig selv. Jeg kan ikke lide at tænke på den sidste tid, men det er alligevel det, der står klarest i min hukommelse. Ikke så meget de sidste få måneder, hvor hun virkede tom for ord, handlinger og tanker, og hvor hun sov flere dage i væk. Mere de der måneder, eller år er det faktisk, hvor hun stadig snakkede lystigt, sagde en masse vrøvl og fandt på ting, der faktisk var tragikomiske. De år hvor hun trods demens stadig havde nogle dejlige dage, hvor humøret var flyvende, og smilet var stort. Og de år hvor hun desværre også havde nogle helt forfærdelige dage, hvor hun skældte ud eller græd som et lille barn i den anden ende af telefonen, fordi hun var bange.

Jeg prøver virkelig at huske hende som min glade mormor. Hende som måske godt kunne finde på at sige, hun havde været med på Titanic, selvom vi alle godt vidste, hun ikke engang var født dengang. Hende der sagde "Bare tag mere kage. Der er mere, hvor det kommer fra", selvom det var os, der havde haft kagen med fra bageren. Hende der sendte et flyvekys fra stuen, når man vinkede farvel til hende.

Jeg synes, det er forfærdelig uretfærdigt, at nogen skal ende livet på sådan en ubehagelig måde. Hvor man bliver en helt anden, og det nærmest er som om, man er blevet lidt skør. Og man går med ble, fordi man ikke kan huske, hvor toilettet er, eller fordi man kommer i tanke om for sent, at man skal tisse. Det er synd, man skal være så hjælpeløs og så afhængig af andre mennesker. Det er ikke en sjov tanke, at man visner lidt, og at man desuden er tjekket ind på plejehjem, aka endestationen for livet.

Forleden morgen sad jeg og tudede lidt, inden jeg skulle på arbejde, fordi jeg fandt sådan nogle tårefremkaldende digte omkring det at være dement. Jeg græd selvfølgelig, fordi jeg savnede min mormor, men også fordi det er så uretfærdigt, endog sandt og rigtigt det der står. Jeg synes, I skal læse dem.

DIGT #1
Do not give up on me
Do not think I am lost
Keep on trying to find me
Please, I beg you at any cost

Just because I can't always remember
Doesn't mean I do not care
Trapped inside my mind
Is memories we once did share

Please don't give up on me
Because I am not the one you know
I am still the same person
It's just hard sometimes to show

My mind has so many things
that are going on inside
I know when you talk to me
It seems those things I hide

All I ask of you is please
Don't give up on me, my child
Even though I now seem
Like I am a child just running wild

I am still your mother
I sometimes can't remember your name
So please don't give up on me
Please just keep loving me the same
---------------------------
DIGT #2 
Do not ask me to remember,
Don’t try to make me understand,
Let me rest and know you’re with me,
Kiss my cheek and hold my hand.

I’m confused beyond your concept,
I am sad and sick and lost.
All I know is that I need you
To be with me at all cost.

Do not lose your patience with me,
Do not scold or curse or cry.
I can’t help the way I’m acting,
Can’t be different though I try.

Just remember that I need you,
That the best of me is gone,
Please don’t fail to stand beside me,
Love me ’til my life is done.
---------------------------

Det med at dø er bare så mærkelig og uhåndgribelig en ting. Det er ikke noget, jeg tænker på ofte, men når jeg gør, tænker jeg på, hvordan andre mennesker klarer tab af børn, søskende, forældre eller venner. Tab af mennesker der dør alt for tidligt, og hvor det er endnu mere uretfærdigt og måske endda virkelig uventet. Jeg forstår ikke, hvordan de gør det. Jeg gruer for den dag, hvor jeg mister en person i mit liv, som ikke er en bedsteforælder - det var slemt nok. Jeg kan ikke helt kapere tanken om, at jeg ikke længere kan se eller snakke med dem, der er tættest på mig. Eller opleve ting sammen. Så de af jer, der læser med: Jeg håber satme, I har planer om at stick around de næste mange årtier. 

Jeg har besluttet mig for, at jeg i dag vil huske mormor som min gamle, ikke-syge mormor. Hende med det kærlige smil og glimtet i øjet. Hende som altid havde farvestrålende tøj på. Hende som ud af det blå citerede gamle vers og remser og brød ud i sang. Hende som havde en penneven i Frankrig, og som skrev til Gud og hver mand og aldrig glemte en fødselsdag. Hende der ikke var til at komme af med i telefonen, fordi hun altid havde noget mere, hun ville sige. Hende der kunne få så vilde grineflip, at hun græd af grin og var ude af stand til at sige noget, før anfaldet havde lagt sig. Det er dén mormor, jeg vil tænke på. Og så vil jeg sende tusind ekstra flyvekys og tanker til hende lige præcis på denne dag. 



















Note: I august sidste år skrev jeg også til min mormor. Det kan læses (eller genlæses) her: Kære mormor.

20. marts 2016

Dobbeltgænger

Jeg har et stamsted, hvor jeg allerhelst indtager min kaffe (eller øl). På det seneste har jeg faktisk ikke været der så meget, men som regel er der mindst et ugentligt visit. Mindst. Nogle uger har jeg været der pinligt meget, men der er bare ét eller andet ved det sted. Det er som min anden stue. En offentlig stue godt nok, men en stue. Og det er total rart og hjemligt for mig.

Personalet virker som nogle gode mennesker. De er søde og venlige, og de virker alle ret laid back. Det er jo ofte de samme mennesker bag disken, og jeg har derfor tit tænkt på, om de mon lægger mærke til, at jeg kommer rigtig tit. Jeg forestiller mig, at de tænker over sådan noget, for det ville jeg selv gøre. Jeg er også typen, der ville tænke, at hende der skal altid have en lille latte og en cookie ved siden af.

Der er umiddelbart ikke noget i deres ansigt, der antyder, at vi kender hinanden. Det gør vi jo heller ikke, men vi har jo faktisk set hinanden overraskende mange gange. Jeg har tit følt, at kaffebaren havde potentiale til at være sådan et sted, hvor man hilser på personen bag disken, når man kommer ind. Det gør jeg som regel også, men det er et generisk 'hej' og ikke 'Hej Anders', eller hvad de nu må hedde derinde.

I dag skete der så det, at min veninde og jeg bestiller kaffe, og mens vi venter, spørger fyren bag disken faktisk, om han må spørge mig om noget. Jeg tænkte "Nu sker det! Nu anerkender han min loyalitet!". Måske det endda kunne smide lidt rabat af sig, har jeg da også altid tænkt. Men nej, han ville faktisk bare høre, hvad jeg hed, fordi jeg lignede en, han havde arbejdet med engang. Vedkommende hed Addie (?), og jeg følte mig pludselig jævnt leverpostejsdansk, da jeg måtte sige, jeg faktisk altid havde heddet Pernille. Jeg kunne heller ikke helt udlede, om han syntes, det var hyggeligt, hvis Addie kom forbi, eller om det var sådan lidt "Shit, nu kommer hun også her på min kaffebar".

Så mine vilde drømme om at være best buddies med personalet har stadig lidt lange udsigter. Måske jeg skal være typen, der sætter sig og læser i baren, når jeg en skønne dag er studerende igen. We'll see. Eller måske han faktisk næste gang siger "Hej Pernille". Så ville jeg ligesom have nået en ny milepæl i mit liv, føler jeg næsten.